Kronik: Digital handlefrihed i det offentlige

Den offentlige sektor i Danmark står stadig øverst på listen over de mest digitale i verden, og der er derfor stor international interesse og bevågenhed for, hvad vi gør på dette område (senest gentaget i UN E-Government Survey 2024). Vejen hertil har været gennem dygtige og vovede politiske beslutninger på vegne af fællesskabet, hvor vi har formået at skabe sammenhænge i den offentlige administration på tværs af kommuner, regioner og centraladministrationen i højere grad end vores nordiske naboer, som vi ynder at sammenligne os med.

En del af baggrunden kan findes i, at vi ikke har holdt os tilbage for at anvende nogle af de cloudteknologier og standarder, som de amerikanske tech-giganter har udbredt. Men efter årtiers kollektive tillid til USA som politisk ven og allieret ser vi i takt med stigende geopolitiske spændinger et naturligt behov for at beskytte den digitale suverænitet og uafhængighed inden for EU’s grænser. I Omnidocs har vi den seneste tid som leverandør til næsten alle landets kommuner og mange andre myndigheder oplevet en markant stigende interesse for dokumentløsninger, der er uafhængige af amerikanske platforme – og det er ikke uden grund. Produktion af dokumenter udgør en central del af myndighedernes kerneopgaver. Det er gennem dokumenter, at borgernes og virksomhedernes sager behandles, afgørelser træffes, og myndighedens kommunikation med omverdenen foregår. Når disse systemer er afhængige af leverandører uden for Europas politiske og juridiske rækkevidde, svækker det ikke bare sikkerheden, men også vores demokratiske kontrol med den offentlige forvaltning.

For kommuner og andre myndigheder med konkret sagsbehandling handler det om meget mere end bare serverdrift og tekstbehandling i Office. Den digitale suverænitet kommer gennem valg af de rette teknologier og standarder for at undgå afhængighed af specifik hardware eller software dikteret af ikke europæiske tech-giganter. En gennemsnitlig kommune har i hundredvis af fagsystemer med forskellige system- og teknologibindinger, og ikke alle leverandører er lige hurtige eller villige til at bryde med gamle vaner, så der er lang vej rundt før arkitekturen og systemlandskabet er fornyet, men man er nødt til at starte et sted for at lykkes med den digitale renovation.

Heldigvis er der også økonomiske gevinster at hente på vejen. Ved at gå væk fra store, monolitiske one-size-fits-all licenspakker og i stedet betale for det, man rent faktisk har behov for, kan offentlige myndigheder styre omkostningerne mere præcist og ansvarligt og samtidig støtte op om europæiske teknologileverandører, som er forpligtet under EU’s lovgivningsrammer og krav til sikkerhed og databeskyttelse. Løsningerne eksisterer, men det kræver tålmodighed i de offentlige indkøbsprocesser og et godt samarbejde med alle eksisterende leverandører for at kunne gennemføre de nødvendige ændringer, hvis vi vil give os selv muligheden for digital handlefrihed.